AYUS - Ayurveda univers

Konsultationer, Forskning, Onlineunivers

0

Din Kurv

0
Subtotal: 0,00 kr.
Ingen produkter i kurven

Om at ændre kurs i livet og have et ben i to lejre.

Mange spørger mig om, hvordan jeg stiftede bekendtskab med Ayurvedaen. Det er der kommet et lille blogindlæg ud af, som du kan læse her…….

HVORDAN STIFTEDE DU BEKENDTSKAB MED AYURVEDA?

Jeg havde netop modtaget fondsstøtte til et ph.d.-projekt, da min krop sagde fra. Jeg havde et par år forinden færdiggjort min kandidatuddannelse i Humanbiologi, og jeg stod med udsigten til en forskerkarriere indenfor sundhedsvidenskaben. Ph.d.-projektet, jeg havde modtaget fondsstøtte til, skulle undersøge medicinplanter, der traditionelt bliver benyttet i Mayakulturen i Mellemamerika til at behandle stress, angst og depression. Skæbnens ironi ville, at jeg selv måtte ”smage egen medicin”, og jeg blev lagt ned af stress, angst og depression. Jeg var nødt til at opbygge mig selv fra nul igen, og min karriere gav ikke længere mening for mig.

Det var på dette tidspunkt, at jeg helt tilfældigt støtte på Ayurveda, og jeg begyndte at leve efter de Ayurvediske principper, så godt jeg kunne, for at komme på benene igen. Jeg begyndte at meditere dagligt, dyrke yoga, tage Ayurvediske urter med CNS (centralnervesystemet) -aktivitet, antioxidante krydderier og antiinflammatoriske olier osv. Ayurvedaen var med til at hjælpe mig tilbage til livet, og jeg besluttede mig derfor for at uddanne mig til Ayurvedisk sundhedsvejleder, så jeg kunne hjælpe andre mennesker til et mere afbalanceret liv.”

Hvordan praktiserer du ayurveda i din dagligdag, og hvilke ændringer har du foretaget i dit liv?

"Jeg bruger Ayurveda, fra jeg står op om morgenen, til jeg lægger mig til at sove om aftenen, og jeg har dagligt mange Ayurvediske praksisser. Især min morgenrutine med tungeskrab, golden milk og morgenmeditation værner jeg rigtig meget om. Men det må, for mit vedkommende, aldrig blive for ekstremt. Der skal være en balance i sundheds-regnskabet, og jeg stornyder også fredagsslik med resten af familien og pomfritter fra den lokale grillbar osv. i ny og næ. Og så flyttede vi fra storbylivet i København til et mere roligt liv ”på landet” i udkanten af Sorø. Mine gode venner, der har kendt mig længe, har vist været vidne til lidt af en rejse, for der er temmelig langt fra de sene nattetimer, fredagsbare og dans i gaderne til at lægge hovedet på puden senest kl. 22. Selvfølgelig er det også en aldersting, og selvom det måske lyder lidt småkedeligt, så elsker jeg virkelig at vågne om morgenen og være frisk og have energi og overskud til hele dagen."

HAR DU LAGT DIN VIDENSKABELIGE BAGGRUND HELT PÅ HYLDEN?

“Nej, tværtimod. Den Videnskabelige tilgang er så dybt rodfæstet i mig, og jeg har den altid med mig. Mit helt store “hjertebarn” er at forene netop videnskaben med den holistiske tankegang og bygge bro imellem konventionel og komplementær medicin. For mig må det aldrig blive for yderligtgående, hverken det videnskabelige- eller det komplementære mindset.

Jeg tror på, at vi kommer længst, hvis vi i begge lejre har et åbent sind og arbejder sammen. Begge områder har deres forcer og begrænsninger, og den største gavn opnår vi, hvis vi formår at forene de to, så de i stedet for at modarbejde hinanden, supplerer hinanden på bedste vis.

Derfor inddrager jeg eksempelvis også elementer fra begge verdener i mine 1:1 sundhedskonsultationer, hvor jeg bl.a. bakker de Ayurvediske råd og rutiner op med den videnskabelige forskning, der foreligger på området. Jeg elsker også at nørde helt ned på celle- og DNA niveau og sætte mig grundigt ind i, hvordan f.eks. de Ayurvediske urter virker biokemisk i kroppen.”

HVAD MED FORSKNINGEN?

Jeg er netop i gang med et videnskabeligt forsknings-pilotprojekt, der undersøger om Ayurvedisk kost har en gavnlig effekt på personer med for lavt stofskifte. For at Ayurveda, og andre traditionelle medicinsystemer skal blive fuldt accepteret her i vesten, tror jeg, at vi er nødt til at tale vestens sprog, nemlig det videnskabelige. Derfor er stærk evidens i form af forskning og effektundersøgelser så vigtig.”