AYUS - vi forener

Ayurveda, Videnskab, Spiritualitet

0

Din Kurv

0
Subtotal: 0,00 kr.
Ingen produkter i kurven

Khichari (dhal og ris)

Khichari er en af de mest udbredte basisretter i det ayurvediske køkken. Kitchari betyder “mixture” og kan laves i mange variationer. Retten vil som regel indeholde ris, mungbønner, grøntsager og krydderier. Mungbønne-khichari kan spises af alle fordøjelsestyper og er ifølge Ayurveda en særdeles udrensende ret, som benyttes i mange detox-kure. Khichari kan også være en god spise, hvis du skal komme dig efter sygdom, eller hvis du har en delikat fordøjelse. Basmatiris er den type ris, som er lettest at fordøje, og reducerer alle tre doshaer. Denne opskrift er en standard og basisudgave af khichari og kan varieres på utallige måder ved at tilsætte grøntsager og krydderier efter smag og ønske.

Antal: 4 – 6 Personer

Dosha: V, P, K

Forfatter: Miriam Kasin

Ingredienser:

  • 1 Kop (205 g) basmatiris
  •  Kop (200 g) mungbønner
  • 8 Kopper (2 l) vand
  • 2 Spsk. ghee eller olie
  • 2 Spsk. hakket frisk ingefær
  • 1 ½ Tsk. spidskommen hele frø
  • 1 ½ Tsk. sorte sennepsfrø
  • ¼ Tsk. stødt bukkehornsfrø
  • 1 Tsk. gurkemejepulver
  • Salt
  • Hakket frisk koriander
  • Valgfrit: Sukker
  • Valgfrit: En knivspids Hing Asafoetida (Dyvelsdræk)

Fremgangsmåde:

Bring ris, bønner og vand i kog i en gryde og lad det simre ved lav varme til vandet er kogt væk og det er blevet til en tyk ”grød” ca. 1 ½ time. Omrør jævnligt og sørg for at det ikke brænder sig fast i bunden. Tilsæt ekstra vand hvis nødvendigt. Varm ghee eller olie på en stegepande og sautér ved lav varme dyvelsdræk, ingefær, spidskommen, sennepsfrø og bukkehornsfrø indtil sennepsfrøene begynder at poppe. Tilsæt dette til khicharien. Rør gurkemejen i og smag til med salt og evt. sukker. Pynt med hakket koriander. For variationer kog hakkede grøntsager sammen med din khichari. Prøv f.eks. grønne bønner, gulerødder ærter og courgette. Pynt med ristede kokosstrimler eller hakkede ristede mandler eller cashewnødder. For at gøre khicharien endnu mere Kapha afbalancerende tilsæt sort peber og lidt chili og udskift basmatiris med byg. For at gøre khicharien mere Pitta afbalancerende tilsæt lidt kokosmælk inden servering.