AYUS - vi forener

Ayurveda, Videnskab, Spiritualitet

0

Din Kurv

0
Subtotal: 0,00 kr.
Ingen produkter i kurven

Dag 2: Æteriske olier til hår

I dag skal du benytte æteriske olier til at pleje dit hår. Du skal benytte Ylang Ylang, hvis du har tendens til tørt hår og Patchouli, hvis du har tendens til fedtet hår. De æteriske olier er kendt for at afhjælpe henholdsvis tørt- og fedtet hår, og de er derfor også en naturlig ingrediens i flere hårprodukter på markedet. I dag skal du lave din helt egen hårplejende shampoo, med den shampoo du normalt bruger tilsat lidt æterisk olie. 

Det skal du bruge:

  • Ylang ylang æterisk olie (hvis du har tendens til tørt hår) ELLER Patchouli (hvis du har tendens til fedtet hår)
  • Hårshampoo

Fremgangsmåde:

Kom lidt hårshampoo i din hånd og tilsæt én til to dråber æterisk olie til din hårshampoo. Når du blander den æterisk olie i din hårshampoo, skal du vide at det generelle fortyndingsforhold for æteriske olier er på 2 %. Det betyder, at du skal tilføje to dråber æterisk olie til 98 dråber hårshampoo. Det svarer til, at du f.eks. kommer maksimum 3 dråber æterisk olie i 5 ml. hårshampoo. Sørg for at den æteriske olie er grundigt blandet i din hårshampoo, massér derefter hårshampooen godt ind i håret og især i din hovedbund. Lad gerne hårshampooen sidde et par minutter, eller mere, inden du skyller shampooen ud. 

 

NB: Æteriske olier må ikke anvendes ufortyndet. Det generelle fortyndingsforhold for æteriske olier er på 2 %. Det betyder at du skal tilføje to dråber æterisk olie til 98 dråber af en vegetabilsk basisolie. Benyt altid æteriske olier af høj kvalitet der lever op til standarder og krav for renhed og produktion. Test altid for allergi inden brug af æteriske olier. Ved graviditet, amning eller under lægebehandling, konsultér egen læge. Anbefales kun til udvortes brug.

 

Fakta:

Æteriske olier er aromatiske, koncentrerede planteekstrakter fra blomster, rødder, blade, bark, frø og frugter. De æteriske olier bliver typisk udvundet ved destillation, og det er destillationsprocessen, der gør de æteriske olier så koncentrerede og langt mere potente end tørrede urter. Ofte kræves der en hel plante, eller mere, til at producere en enkelt dråbe destilleret æterisk olie. De æteriske olier er både meget jordnære og subtile på samme tid. De er naturens vidunderlige, rene kemi, og hver æterisk olie indeholder flere hundrede aktive kemiske molekyler. Derudover taler man om, at de æteriske olier arbejder på et mere subtilt plan, hvor de siges at være med til at højne den energimæssige og spirituelle frekvens.

En højst positiv ”bivirkning” ved at benytte olierne i naturlig hår- og hudpleje er, at man samtidig får gavn af oliernes mange skønne dufte. I aromaterapi virker de æteriske olier ved, at duftmolekyler fra olierne stimulerer hjernens limbiske system via duftnerver i næsen. Det limbiske system har bl.a. at gøre med følelser og hukommelse og er forbundet til det endokrine system, der regulerer kroppens hormonbalance. Dette er grunden til, at man kan bruge aromaterapi terapeutisk.

HÅR OG KNOGLER

Indenfor Ayurveda siger man, at håret er et biprodukt af knogle-metabolismen. Det betyder, at håret anses som et slags “restprodukt” af knoglevævet, der ændres alt efter, hvordan dine knogler har det. Har du sunde, raske, stærke knogler, vil du typisk også have et sundt, stærkt og glansfuldt hår. Har du derimod svækkede knogler, vil det medføre tyndt, slidt hår og/eller hårtab. Ønsker du derfor at styrke håret, kan det altså, ifølge Ayurveda, betale sig også at styrke dine knogler 😊.