Dag 7: Hårolie
I dag skal du benytte verdens måske ældste hårbalsam – Amla, der også den dag i dag er en højt respekteret og anvendt ingrediens i diverse hårolier, -shampooer og -serummer verden over. Vælger du en hårolie, der også indeholder Bhringraj (udover Amla), tilføjer du endnu en af naturens hårelskende vidundere til din nye hårplejerutine.
Amla kendes også som indisk stikkelsbær og indeholder store mængder C-vitamin. Bhringraj er en plante fra solsikkefamilien, hvis navn betyder “hårets hersker”.
Hvis Amla og Bhringraj lyder en anelse for eksotisk i dine øre (og hår), og du ikke ønsker at prøve kræfter med de Indiske ‘”hårperler’”, kan du blot udføre dagens hårplejende rutine med en helt almindelig sesamolie eller kokosolie, som din hovedbund og dit hår også vil elske.
DET SKAL DU BRUGE:
- En hårolie med Amla og/eller Bhringraj
ELLER
- Amla-hårpulver + sesamolie eller vand (hvis du anvender Amla-hårpulver, blander du blot pulveret med enten sesamolie eller vand efter anvisningen på produktet)
ELLER
- Sesamolie eller kokosolie
FREMGANGSMÅDE:
Massér hårolien grundigt ind i hovedbunden med cirkulære bevægelser i ca. 5 minutter. Lad olien blive i håret i minimum 15 – 20 minutter og vask derefter håret. Hvis du har svært ved at vaske olien ud af håret, kan det være en fordel at komme shampooen i håret, inden du gør det vådt. For optimal effekt anbefales det, at du masserer hovedbunden med olien 3 gange om ugen.
AMLA
Indisk stikkelsbær, også kaldet Amla, indeholder bl.a. tanniner, der har en antioxidant og beskyttende virkning på håret. Amla indeholder også mineraler som fosfor, jern og calcium, der giver næring til håret. Derudover er Amla en af naturens rigeste kilder til C vitamin og indeholder ca. 20 og 160 gange så meget C vitamin som henholdsvis appelsin og æble. Amla menes at kunne styrke og fremme hårvækst, bevare hårfarven og forsinke gråningsprocessen.
Læs en videnskabelig artikel om Amla’s mange positive virkninger på kroppen (og håret) her.
HÅR OG KNOGLER
Indenfor Ayurveda siger man, at håret er et biprodukt af knogle-metabolismen. Det betyder, at håret anses som et slags “restprodukt” af knoglevævet, der ændres alt efter, hvordan dine knogler har det. Har du sunde, raske, stærke knogler, vil du typisk også have et sundt, stærkt og glansfuldt hår. Har du derimod svækkede knogler, vil det medføre tyndt, slidt hår og/eller hårtab. Ønsker du derfor at styrke håret, kan det altså, ifølge Ayurveda, betale sig også at styrke dine knogler 😊.